Skip to the content

B7-vitamin – biotin

Grønkål, havregryn, valnødder og nyre
B7-vitamin finder du i små doser fra næsten alle fødevarer. Du finder især vitaminet i mad som grønkål, havregryn, nødder og indmad som fx nyre.

Hvorfor er det vigtigt at få B7-vitamin?

Din krop bruger B7-vitamin til at lave den mad, du spiser, om til brændstof og byggesten i kroppen.

Vitaminet er altså med til at sørge for, at du har energi til at bevæge dig, til at dit hjerte kan slå og din hjerne fungere.

Kroppen bruger også B7-vitamin til hud, hår og i immunforsvaret.

B7-vitamin kaldes også for biotin.

Hvad skal jeg spise for at få B7-vitamin?

B7-vitamin findes i små doser i stort set alle fødevarer. Særligt gode kilder til B7-vitamin er:

  • indmad
  • æggeblomme
  • havregryn
  • fuldkorn
  • edamamebønner (sojabønner)
  • nødder
  • grønne bladgrøntsager som fx spinat og grønkål

Kan jeg få for lidt B7-vitamin?

Mangel på B7-vitamin er ekstremt sjældent og ses næsten udelukkende ved specielle medfødte stofskiftesygdomme, eller hvis du spiser rå æggehvide i store mængder på daglig basis.

Rå æggehvide forhindrer nemlig din krop i at optage vitaminet. Hvis ægget er tilberedt, er det ikke et problem.

Symptomer på mangel på B7-vitamin:

  • hårtab
  • udslæt
  • nervebetændelse
  • grå hud
  • depression
  • træthed
  • muskelsvækkelse

Kan jeg få for meget B7-vitamin?

Ja, du kan godt få for lidt B7-vitamin, en det er meget sjældent, vi ser det hos raske danskere.

I Danmark får vi generelt dækket vores behov for vitaminet gennem vores mad, fordi vitaminet findes i så mange helt almindelige fødevarer.

Som det ser ud lige nu, er der ikke nogen studier, der viser, at det kan være farligt på sigt at få meget B7-vitamin.

For en sikkerheds skyld bør du holde dig til de daglig anbefalede mængder, hvis du tager kosttilskud. Medmindre det er ordineret af en læge selvfølgelig.

................................................................................................................................................................................................

Læs mere