Skip to the content

B2-vitamin – riboflavin

Du finder både B2-vitamin i mad fra plante- og dyreriget.

Hvorfor er det vigtigt at få B2-vitamin?

Din krop bruger B2-vitamin til at omdanne den mad, du spiser, til brændstof og byggesten i kroppen.

Vitaminet er altså med til at sikre, at du har energi til at bevæge dig, at dit hjerte kan slå, og at din hjerne fungerer.

Kroppen bruger også B2-vitamin til at vokse med og til at lave hud, hår og negle.

Er du meget fysisk aktiv, gravid eller ammer, har din krop brug for ekstra B2-vitamin.

B2-vitamin kaldes også riboflavin.

Hvad skal jeg spise for at få B2-vitamin?

Du får B2-vitaminer fra rigtig mange forskellige madvarer, både fra plante- og dyreriget. 

Du kan blandt andet få B2-vitamin fra disse madvarer fra dyreriget:

  • æg
  • fisk
  • fjerkræ
  • kød
  • lever
  • ost
  • mælkeprodukter som yoghurt, hytteost og fløde

Planteriget byder på B2-vitamin i eksempelvis:

  • korn
  • pasta
  • ris
  • brød
  • havregryn
  • morgenmadsprodukter lavet på korn
  • linser
  • bælgfrugter
  • edamamebønner
  • champignon
  • spinat
  • avocado
  • rosenkål
  • pastinak

 

................................................................................................................................................................................................

Kan jeg få for lidt B2-vitamin?

Ja, du kan godt få for lidt B2-vitamin. Man ser det dog sjældent hos raske danskere.

Vi får nemlig generelt dækket vores behov for B2-vitamin gennem vores kost, fordi der findes B2-vitamin i så mange helt almindelige madvarer.

Hvis du ikke spiser kød og mælkeprodukter, kan du i stedet hente B2-vitaminerne ved at spise masser af fuldkorn, bælgfrugter og linser. På den måde er du sikker på, at du får nok B2-vitamin.

Mangel på B2-vitamin ser vi sjældent hos raske danskere. Men symptomerne kan fx opstå, hvis du lider af anoreksi, har et alkoholproblem eller anden sygdom. Manglen viser sig ved:

  • udslæt
  • sår og rifter i mundvige og på læber
  • blodmangel
  • træthed og mathed
  • hudproblemer
  • flossede negle
  • tungebetændelse

Kan jeg få for meget B2-vitamin?

Nej, det kan du ikke. Hvis du spiser for meget B2-vitamin, vil din krop automatisk skylle det ud med urinen.

Som det ser ud lige nu, er der ikke nogen studier, der viser, at det kan være farligt at få meget B2-vitamin.

For en sikkerheds skyld bør du holde dig til de daglig anbefalede mængder, hvis du tager kosttilskud, medmindre det er ordineret af en læge.

................................................................................................................................................................................................

Læs mere