Skip to the content

Hvad er kalorier?

Mad er fyldt med brændstof – med andre ord energi. Kalorier er en måleenhed for energi.

Kroppen har brug for energi

Mad indeholder brændstof. Vi spiser mad, fordi kroppen skal bruge brændstoffet til at bevæge sig med. 

Din krop skal også bruge brændstof til at tænke, fungere og holde sig rask. Ligesom en bil, der har brug for at få fyldt brændstof på for at kunne køre.

Det brændstof, vi får fra maden, kalder man også for 'energi'. Tit bruger vi ordet 'energi' på en anden måde i hverdagen. Her betyder 'energi' fx at have overskud, være handlekraftig eller have krudt i rumpetten.

Når man taler mad, har ordet 'energi' altså en anden betydning. Her er energi et ord for det brændstof, som kroppen får fra den mad, du spiser.

Kilojoule og kilokalorier er måleenheder for energi

Energien i maden kan måles og tælles. Præcis, som når vi afmåler mælk i liter eller mel i gram. Energien bliver bare målt i kilojoule eller i kilokalorier. 

Kilojoule og kilokalorier er to forskellige måleenheder for energi. Ligesom du både kan måle afstanden mellem to byer i kilometer eller i miles. Afstanden mellem byerne er jo nøjagtig den samme, men vi kan bruge to forskellige systemer til at angive afstanden med. Det samme gør sig gældende, når vi skal måle energien, som kroppen får fra maden, eller når vi skal udregne kroppens behov for energi.

I Danmark bruger vi begge systemer. Hvis du kigger på en varedeklaration, vil energiindholdet altid være angivet både i kilokalorier (kcal) og i kilojoule (kJ). I daglig tale udelader mange ”kilo” i kilokalorier, og kalder det bare for kalorier. 

Tit tænker vi på kalorier som noget negativt. Det er i folkemunde blevet kædet sammen med at tage på i vægt. I virkeligheden er begrebet (kilo)kalorier ren matematik, præcis som centimeter eller grader – og som kilojoule.

1 kilokalorie svarer til 4,2 kilojoule og 1 kilokalorie svarer til 4,2 kilojoule.