Skip to the content

Fosfor

Især proteinrig mad indeholder ofte meget fosfor, fx kød og quinoa. Men nogle grøntsager, fx grønne bønner og gulerødder, indeholder også meget fosfor.

Hvorfor er det vigtigt at få fosfor?

Fosfor er et vigtigt mineral, der findes i store mængder i din krop. Det indgår i alle kroppens celler og forskellige væv.

Sammen med calcium (kalk) er fosfor en vigtig byggesten i skelettet, i musklerne og tænderne, hvor størstedelen af kroppens samlede mængde fosfor befinder sig.

Fosfor bliver brugt til at omdanne noget af den mad, du spiser, til energi, som din krop kan bruge til fx at bevæge sig med og tænke med.

Fosfor indgår også i dit DNA.

Hvad skal jeg spise for at få fosfor?

De fleste fødevarer indeholder fosfor, men særligt de proteinholdige fødevarer er ofte gode kilder til fosfor.

Du finder fx fosfor i:

  • kød
  • fjerkræ
  • fisk
  • grønne bønner
  • linser
  • mælk
  • æg
  • kornprodukter
  • grøntsager
  • nødder
  • frø

................................................................................................................................................................................................

Kan jeg få for lidt fosfor?

Mangel på fosfor er meget sjælden hos raske personer, fordi kroppen selv kan regulere mængden af mineralet i kroppen.

Fosformangel ses for det meste hos folk med et alkoholmisbrug, med blodforgiftning eller som er kommet slemt til skade.

Symptomer på mangel på fosfor:

  • hjerterytmeforstyrrelser
  • forvirring
  • knoglesmerter
  • infektioner
  • kramper

Kan jeg få for meget fosfor?

Du kan generelt ikke spise dig til for meget fosfor gennem helt almindelig mad.

Tager du kosttilskud, så tag aldrig mere end den anbefalede daglige dosis – medmindre det er ordineret af din læge.

Overdosering med fosfor hos raske personer er yderst sjældent. Dine nyrer er nemlig rigtig gode til at regulere, hvor meget fosfor, du har i kroppen, og den kan sende overskydende fosfor ud med din urin.

Derfor er det ofte nyresyge, der oplever problemet. For højt indhold af fosfor i kroppen kan bl.a. give problemer med hjertekarsystemet og kramper.

................................................................................................................................................................................................

Læs mere