Calcium (kalk)
Hvorfor er det vigtigt at få kalk?
Kalk, også kaldet calcium, er vigtigt for, at du kan danne stærke knogler og tænder.
Calcium er det mineral, der findes allermest af i din krop.
Størstedelen af den kalk, vi har i kroppen, ligger i vores knogler og tænder.
Men du har også en lille smule kalk i blodet, som din krop bruger til at trække musklerne sammen med, i dit nervesystem, til at størkne blodet og til dit blodtryk.
Hvad skal jeg spise for at få kalk?
Du får primært kalk fra mejeriprodukter som mælk, yoghurt og ost, men der findes også calcium i grove grøntsager som kål og broccoli – og i spinat.
Brune og hvide bønner, tørret figen, gryn, persille, rejer og små fede fisk, du spiser med ben, fx sild, er også rige på kalk.
................................................................................................................................................................................................
Kan jeg få for lidt kalk?
Ja, du kan godt få for lidt calcium.
De bedste kilder til kalk er mejeriprodukter.
Er du fx vegetar eller veganer, og spiser eller drikker du ikke mælk, yoghurt og ost, skal du være opmærksom på at få dækket din krops behov for kalk fra fx de grove grønne grøntsager og gryn.
Din krop skal også bruge D-vitamin for at kunne optage og bruge calcium. Så hvis du ikke får nok D-vitamin, kan det også betyde, at du kommer til at mangle kalk.
Symptomer på kalkmangel er:
- svage knogler – du vil lettere kunne brække noget eller få knogleskørhed
- forhøjet blodtryk
- nyresten
- tyktarmskræft
Kan jeg få for meget kalk?
Som udgangspunkt nej. De fleste mennesker får ingen nævneværdige gener.
Hvis du tager et kosttilskud, så tag ikke mere end den anbefalede dosis. Det kan give forstoppelse.
................................................................................................................................................................................................