Skip to the content

Mælkeprodukter

Mælk, yoghurt og hytteost
Mælkeprodukter som mælk, yoghurt og hytteost ligger i midten af Madpyramiden. Kig efter Nøglehullet, når du køber ind. Så er du sikker på, at mælkeproduktet har et lavt indhold af fedt og sukker.

Mælkeprodukter er en god kilde til kalk, mineraler, B-vitaminer og protein

Mælkeprodukter er en god kilde til calcium – i daglig tale kalk. Mælkeprodukter giver også med andre mineraler som fosfor, jod og vitaminerne B2 og B12.

Mælkeprodukter er også gode kilder til protein, men kan dog også indeholde en del fedt, så husk at vælge de magre. 

Hvor mange mælkeprodukter bør jeg spise? 

Spis eller drik en kvart til en halv liter mager mælk og/eller surmælksprodukt om dagen. Omkring en halv liter er passende for de fleste. 

Hvis du drikker eller spiser en kvart til en halv liter mager mælk/mælkeprodukt om dagen, behøver du ikke at spise ost for at få nok calcium.

Hvis du spiser ost, så vælg friskost som fx hytteost frem for skæreost. Det er bedre for klimaet.

En kvart til en halv liter mælkeprodukter svarer til:

  • En portion havregryn/morgenmadsprodukt med mager mælk
  • Et glas mælk 

Eller: 

  • En portion magert surmælksprodukt  
  • To kopper kaffe med mælk 
  • Dressing/dip af fromage frais/kvark eller skyr 

Eller: 

  • En skive fuldkornsbrød med hytteost 
  • Et glas mælk 
  • En skive rugbrød med mager smøreost 
  • En stor kop te med mælk 

Hvilke mælkeprodukter bør jeg vælge? 

Vælg de magre produkter, det vil sige med maksimum 0,7 gram fedt pr. 100 gram.

Det er fint at variere mellem mælk og surmælksprodukter, men det er også fint kun at drikke mælk eller spise et surmælksprodukt. 

Når du vælger mælkeprodukter, så kig efter Nøglehullet. Så er du sikker på at få et produkt med et lavt indhold af fedt og sukker.

Mange frugtyoghurter indeholder meget sukker. Så vælg en naturel yoghurt, og tilsæt eventuelt selv frisk frugt.  

Vær opmærksom på kalk, hvis du ikke spiser mælkeprodukter

Du kan også få også calcium fra andre fødevarer end mælkeprodukter, som for eksempel grønne grønsager som spinat og grønkål, bønner, nødder, sardiner og fuldkornsprodukter som havregryn.

Hvis du slet ikke drikker mælk eller spiser mælkeprodukter, skal du sætte dig grundigt ind i, hvordan du får nok calcium fra andre fødevarer.

Det kan være svært at nå op på de anbefalede mængder uden mælkeprodukter. 

Er mælkeprodukter klimavenlige?

Mælkeprodukter har forskellige klimaaftryk.

Mælk har det mindste klimaaftryk på omkring 1 kilo CO2-ækvivalenter pr. kilo.

Yoghurt og hytteost har et klimaaftryk på henholdsvis 3 og 5 kilo CO2-ækvivalenter pr. kilo produkt.

Læs om mere fra midten af Madpyramiden