Spis mindst fra toppen
Du bør spise mindst fra toppen af Madpyramiden sammenlignet med bunden og midten. Læs hvorfor længere nede på siden, eller læs om de forskellige råvarer i toppen af pyramiden.
Hvorfor skal jeg spise mindst fra toppen?
Madpyramiden er opbygget, så den både følger De officielle Kostråd og samtidig tager hensyn til klimaet.
Når du spiser efter Madpyramiden, får du altså både dækket din krops behov for de mange forskellige næringsstoffer, samtidig med at du spiser mere klimavenligt.
De fødevarer, du finder i toppen af pyramiden, er gode for din krop, men i mindre mængder. Fx har din krop brug for fedt, men ikke ret meget.
Du får også gode proteiner fra kød, men det er ikke godt for din krop at spise for meget kød. Generelt spiser vi danskere meget mere kød, end vores kroppe har brug for.
Maden i toppen af pyramiden belaster samtidig klimaet mere end maden i bunden og midten.