Skip to the content

Tørret frugt

Tørret frugt indeholder 5-6 gange flere kalorier end frisk frugt

Tørret frugt har et højt indhold af kostfibre og indeholder blandt andet mineralerne kalium, fosfor, jern og zink.

Indholdet af kalorier og frugtsukker er højt i tørret frugt. Kalorieindholdet er 5-6 gange større end i frisk frugt. 

Hvor meget tørret frugt bør jeg spise?

Spis kun lidt tørret frugt, fx som drys på dine havregryn eller på en salat.

Omkring en spiseskefuld om dagen er passende. Det svarer for eksempel til, at du søder dine havregryn med tørret frugt 5 gange om ugen.

Vælg den type tørret frugt, du bedst kan lide. Det er fint at variere mellem forskellige slags.

Figner kan indeholde aflatoksiner, som bliver dannet af skimmelsvampe, men du kan godt spise figner og figenpålæg i små mængder. Det vigtigste er, at du spiser varieret. 

Hvor mange rosiner må børn spise?

Små børn under 3 år må ikke spise mere end cirka 50 gram rosiner om ugen, fordi rosiner kan have et højt indhold af svampegiften ochratoksin A. Svampegiften stammer fra skimmelsvampe og er kræftfremkaldende.

Det betyder ikke noget, hvis børn spiser mange rosiner én dag og ingen de næste. Det er mængden over en længere periode, som betyder noget.

Er tørret frugt klimavenligt?

Tørret frugt har et klimaaftryk på omkring 1 kilo CO2-ækvivalenter pr. kilo. Tørret frugt kan derfor være en del af en klimavenlig kost.