Skip to the content

Nødder og mandler

Mandler og nødder ligger i midten af Madpyramiden. Du kan spise op til 30 gram nødder og mandler om dagen.

Nødder indeholder en lang række næringsstoffer

Nødder og mandler indeholder protein, kostfibre, vitaminer som E-vitamin, mineraler som fosfor, magnesium, jern, jod og zink og de sunde umættede fedtsyrer, herunder n-3 fedtsyrer.

Nødder indeholder dog også meget energi, og derfor skal du ikke spise for mange nødder. 

Varier dit valg af nødder og spis de nødder, du bedst kan lide. Det anbefales dog ikke, at du spiser kokos og nødder, der olierede, honning- eller sukkerristede. 

Undgå også saltede nødder. Danskerne spiser generelt markant meget mere salt end de anbefalede 6 gram dagligt.

Hvor mange nødder og mandler bør jeg spise?

Du kan spise op til 30 gram nødder og mandler om dagen. Det svarer cirka til ½ dl eller en lille håndfuld.

Spis nødder som en del af morgenmaden, fx blandet i en mysli eller drysset over yoghurt eller havregryn. Du kan også drysse nødder over salater, asiatiske eller indiske retter.  

Er nødder og mandler klimavenlige?

Nødder har generelt et lille klimaaftryk, men typen af nødder har en betydning. Valnødder og hasselnødder har et klimaaftryk på ca. 1,5 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*, mens mandler har et klimaaftryk på lidt over 4 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*. Peanuts ligger ca. midt i mellem med et klimaaftryk på omkring 2,5 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*.

Det mest klimavenlige valg er altså at vælge valnødder og hasselnødder. Men generelt kan nødder være en del af en klimavenlig mad, da du iflg. Madpyramiden kun skal spise nødder og mandler i mindre mængder.

*Henrik Saxe, 2019. LCA-beregner.

 

................................................................................................................................................................................................

Læs mere