Skip to the content

K-vitamin

Du finder især K-vitamin i mørkegrønne grøntsager som eksempelvis grønkål og bønner. Rødkål og kikærter indeholder også K-vitamin.

Hvorfor er det vigtigt at få K-vitamin?

Din krop bruger K-vitamin til at størkne dit blod med. Fx når du har skåret dig, så det holder op med at bløde.

K-vitamin er også vigtig for dine knogler, og din krop bruger vitaminet til at danne proteiner med.

K-vitamin er et fedtopløseligt vitamin.

Det betyder, at vitaminet kun bliver opløst i kroppen, hvis du spiser vitaminet sammen med fedt. En smule fedt er nok.

Hvad skal jeg spise for at få K-vitamin?

Du finder især K-vitamin i grønne grøntsager, men også andre steder, fx i:

  • spinat
  • grønkål
  • bladsalater
  • grønkål
  • broccoli
  • spidskål
  • rosenkål
  • rødkål
  • krydderurter som purløg, persille og koriander
  • bønner
  • avocado
  • vindruer
  • kikærter
  • mayonnaise
  • visse oste

................................................................................................................................................................................................

Kan jeg få for lidt K-vitamin?

Ja, du kan godt få for lidt K-vitamin, men det ses nærmest aldrig hos raske mennesker.

Generelt er der nemlig rigeligt med K-vitamin i den danske kost, og bakterierne i dine tarme hjælper dig med at lave K-vitamin til din krop.

Symptomer på mangel på K-vitamin er:

  • øget tendens til blødning
  • næseblod
  • blå mærker

Kan jeg få for meget K-vitamin?

Hvis du tager blodfortyndende medicin, kan du godt få for meget K-vitamin.

K-vitamin nedsætter nemlig virkningen af det blodfortyndende medicin.

Ellers er der ikke for nuværende studier, der viser, at du kan få for meget K-vitamin.

For en sikkerheds skyld bør du dog aldrig spise højere mængder kosttilskud end den anbefalede daglig dosis, medmindre tilskuddet er ordineret af en læge.

................................................................................................................................................................................................

Læs mere