Skip to the content

Vand

En kande og et glas vand
Vand ligger nederst i Madpyramiden. Sluk tørsten i almindeligt vand fra hanen.

Vand er livsvigtigt

Din krop har brug for væske for at kunne fungere.

Du får væske fra din mad, og din krop producerer også selv en lille smule væske. Resten af din krops behov for væske, skal du dække med drikkevarer - og allerhelst vand.

Vand er nemlig det allerbedste at slukke tørsten i. Det er godt for din krop, det indeholder forskellige mineraler og ingen kalorier.

Mineraler i vand er bl.a. calcium, magnesium og jod, men det afhænger meget af, hvilken vandboring vandet kommer fra.

Hvor meget vand/væske skal jeg drikke om dagen? 

Sluk helst tørsten i almindeligt vand fra hanen. Vandet er friskt, billigt og kaloriefrit.

Her får du nogle vejledende mængder for det daglige væskebehov:

  • Børn: 1 til 1½ liter
  • Voksne: 1 til 1½ liter
  • Ældre: 1½ liter

Hvis du dyrker meget motion, sveder meget, har et fysisk hårdt arbejde eller det er meget varmt, så skal du drikke lidt mere.

Alt flydende tæller med som væske, undtagen alkohol. Fx juice, mælk, vand, sodavand, saft, suppe, te, kaffe etc.

Kan jeg drikke for meget vand/væske?

Ja, det du kan faktisk godt få for meget væske. Man kan kalde det en type vandforgiftning.

Dine nyrer sørger for, at du har det vand og salt i kroppen, du skal bruge.

Hvis du fx drikker 4-5 liter vand om dagen gennem en længere periode, så går der kludder i systemet.

Dit blod har behov for vand og salt. Hvis nyrerne overbelastes på grund af for meget vand, kan du opleve svimmelhed, kramper og problemer med balancen.

Klima: Undgå flaskevand

Vand fra hanen har et lille klimaaftryk.

Undgå flaskevand. Det kræver 1500 gange mere energi at producere flaskevand end vand fra en vandhane.

................................................................................................................................................................................................

Læs mere