Tomme kalorier
Hvad er tomme kalorier?
Tomme kalorier er fødevarer, som stort set kun indeholder fedt, sukker og alkohol og ingen eller meget få vitaminer og mineraler. For eksempel slik, kage, snacks, sodavand og alkohol.
Tomme kalorier er ikke nødvendige i vores kost. Spiser du efter Madpyramidens anbefalinger, er der dog plads til lidt sødt af og til.
Vi opfordrer ikke til, at du og din familie indtager sodavand, alkohol, slik og snacks, men viser, hvordan de tomme kalorier kan indgå i en sund kost.
Hvor mange tomme kalorier bør jeg spise?
Du bør maksimum indtage tomme kalorier, som svarer til 7,2 procent af den samlede mængde kalorier, som du indtager.
I Madpyramidens madplaner er der brugt 50 procent af råderummet for tomme kalorier.
Sodavand: Hvor meget sodavand bør jeg drikke?
Sodavand er tomme kalorier og er derfor ikke nødvendigt at drikke. Omvendt er sodavand en del af manges vaner i weekenden og til tider også i hverdagen.
Der er plads til sodavand i en sund kost, men ikke hver dag.
Almindelig sodavand indeholder kalorier. Disse kalorier er modregnet i de måltider, hvor der indgår sodavand, så portionerne må godt være lidt større, hvis du drikker vand til maden. Husk, at saft også tæller som tomme kalorier.
I Madpyramidens madplaner er der plads til 3 glas sodavand for et barn på 14 dage. Det svarer i gennemsnit til under ½ dl (32 ml) sodavand om dagen.
Alkohol: Spis mindre portioner, hvis du drikker alkohol
Alkohol indeholder kalorier. Derfor skal du spise mindre portioner, hvis du drikker alkohol.
Sundhedsstyrelsens anbefaler, at kvinder maks. drikker 7 genstande om ugen, og at mænd maks. drikker 14 genstande om ugen.
I Madpyramidens madplaner er der ét glas vin eller én øl til nogle af de voksens weekendmåltider. Ialt svarer det til 4 genstande over 14 dage.
Alkohol er modregnet i måltiderne, så portionerne må godt være en anelse større, hvis du i stedet drikker vand til maden.