Skip to the content

and

Kendetegn

And hører julen til. Spises ofte sammen med flæskesteg og deler tilbehør med flæskesteg: De brunede kartofler, rødkålen, den kraftige sovs. 70 procent af danskerne spiser andesteg juleaften. Ænder slagtes normalt efter 8 uger. Der findes store 13-ugers ænder på ca. 3,5 kg. De er dyrere pr. kg. men også mere kødfulde end 8 ugers ænder. Ænder er fede, de indeholder ca. 40 procent fedt, gæs indeholder til sammenligning ca. 35 procent fedt. En kalkun indeholder ca. 5 procent fedt.

Ernæring

Du finder andekød øverst i madpyramiden sammen med kødprodukterne. And er en god kilde til proteiner, som er byggesten til dine muskler og væv, og som gør din krop mæt. De fleste udskæringer, med undtagelse af bryststykkerne, har også et højt indhold af fedt, som også gør din krop mæt. Andekød kaldes populært ”hvidt kød”. Det er kød, som ikke øger din risiko for at få en blodprop, mens det “røde kød” fra bl.a. køer og grise øger din risiko. Sammenlignet med andet ”hvidt kød” har andekød et højt indhold af fedt. Vingerne og lårene indeholder mere fedt end brystkødet, og skindet har et højt fedtindhold. Andekød indeholder flere af B-vitaminerne, som hjælper din krop med at omdanne måltidet til energi. Heraf har andekød især et højt indhold af B12, som styrker dine nerver og er vigtigt for dit blod. Kødet indeholder også godt med folat, som hjælper din krop med at vedligeholde dine røde blodceller, din hud og dit DNA. Andekød er en bedre kilde til folat end andet fjerkræ. Samtidig indeholder andekød mineralerne kalium, fosfor og jern. Mineralerne styrker dit blodomløb.

Opbevaring

En and kan opbevares 2-3 dage i køleskab. På frost kan en hel and holde sig i ca. 5 måneder. Er den udskåret, forkortes holdbarheden i fryseren. Optø kødet langsomt, helst i køleskab, for at opnå den bedste kvalitet. Tilberedt mad kan holde sig 4 dage i køleskab. Hold fjerkræ adskilt fra andre fødevarer for at forhindre spredning af bakterier