Store, flade, lyse bønner med en cremet konsistens. Limabønner bliver også kaldt for Butter beans. Bønnerne har en mild, rund og sødlig smag.
limabønner
Kendetegn
Ernæring
Du finder limabønner nederst i madpyramiden sammen med bælgfrugterne. Limabønner er en god kilde til energi, og de har et højt indhold af kostfibre og proteiner. Kostfibrene gør din krop mæt og holder gang i din fordøjelse. Proteinerne er byggesten til dine muskler og væv, og de gør også din krop mæt. Limabønner er en kilde til flere af B-vitaminerne, som hjælper din krop med at omdanne måltidet til energi. Heraf har de især et højt indhold af folat, som hjælper din krop med at vedligeholde dine røde blodceller, din hud og dit DNA. Samtidig er limabønner en kilde til mineralerne kalium, fosfor, jern og zink, som styrker dit blodomløb og dit immunforsvar og giver din krop god energi. De er også en kilde til magnesium, som hjælper din krop med at optage kalk fra resten af måltidet, og som kan afhjælpe kramper i musklerne.
Anvendelse
Sæt bønnerne i blød i minimum 10-12 timer. Herefter skal du koge dem i nyt, frisk vand i cirka 45-60 minutter. Brug limabønner til salater, sammenkogte retter og supper.
Opbevaring
Limabønner bør opbevares tørt og mørkt, f.eks. i en tætsluttende beholder eller pose i dit køkkenskab. Opbevar aldrig bønner, linser og ærter i direkte sollys. Efter kogning og tilberedning bør limabønner opbevares på køl. Her kan de holde sig i ca. 4 dage. Kogte limabønner kan også fryses. Kog gerne en stor portion og frys dem ned i mindre portioner.