God mad for dig og klimaet

Madvarerne påvirker klimaet på forskellige måder. For eksempel belaster oksekød klimaet fem gange mere, end hvis du vælger svinekød eller kylling. Og oksekød belaster klimaet 25-50 gange så meget som kartofler, gulerødder, majs og havregryn.

Allerede når du køber ind, kan du tænke over, hvordan dit klimaaftryk er. Det handler om, hvad du putter ned i din indkøbskurv. Tænk på madpyramiden, når du køber ind, så er du godt på vej til at handle klimavenligt.

CO2 termometeret viser, at grøntsager fra friland, frugt, rugbrød og pasta belaster klimaet mindst. Grøntsager fra drivhuse og kød fra svin, fugl og fisk belaster klimaet mere end grøntsager, og er derfor i det gule spekter af termometeret. Danske og hollandske tomater og agurker er ofte dyrket i drivhus, og dem spiser vi mange af i Danmark. Mælkeprodukter udleder forskellige mængder CO2 alt efter, hvor meget produktet er forarbejdet. For eksempel udleder mælk cirka 1,2 kilo CO2 per kilo, hytteost udleder cirka 5,8 CO2 per kilo, og skæreost udleder 11,3 kilo CO2 per kilo produkt.

Ris udleder meget CO2, fordi ris vokser i sumpede områder, hvor der bliver frigivet meget lattergas. Lattergas er en anden form for drivhusgas, der faktisk er værre for klimaet end CO2. 

Animalske føde- og drikkevarer som rødt kød, ost og andre mælkeprodukter er noget af det, der belaster klimaet mest. Især kød fra drøvtyggende dyr belaster klimaet særlig meget, for drøvtyggere udvikler metan og lattergas, som svarer til en femtedel af verdens samlede udledning af drivhusgasser.

Danskerne er et af de mest kødspisende folkefærd i verden, derfor kan vi gøre en stor forskel for klimaet, hvis vi spiser mindre kød og færre mælkeprodukter.

Slik, øl, vin og kaffe er varer som belaster klimaet meget. Så hvis du vælger det fra, vælger du både sundheden og klimaet til.