Skip to the content

oksekød

Kendetegn

Oksekød kommer fra kvæg, der er mere end 9 måneder gamle. Det kan være kvier (køer der er 9-2 ½ år gamle), ungtyre (tyre der er 9-18 måneder gamle), stude (kastrerede tyre der er 1 ½ - 2 ½ år gamle), unge køer (2 ½ - 5 år gamle) og køer (over 5 år gamle). Oksekød kan både komme fra malkekvæg og kødkvæg. I Danmark spiser vi mest oksekød fra malkekvæg.

Ernæring

Du finder oksekød øverst i madpyramiden sammen kødprodukterne. Oksekød indeholder proteiner, som er byggesten til dine muskler og væv, og som også gør din krop mæt. Oksekød kan have et højt indhold af fedt, men fedtindholdet afhænger af udskæringen. Gå efter hakket oksekød med mindre end 10 % fedt, hvis du vil tabe dig. Oksekød er en god kilde til flere af B-vitaminerne, som hjælper din krop med at omdanne maden til energi. Heraf har kødet især et højt indhold af B12, som styrker dine nerver. Samtidig er oksekød en kilde til mineralerne kalium, fosfor, jern, zink og selen, som styrker dit blod, dine knogler og dit immunforsvar. Oksekød kaldes populært ”rødt kød”. Det er kød som, i modsætning til det ”hvide kød” fra fjerkræ, kan øge din risiko for at få en blodprop.

Anvendelse

Mørhed og smag afhænger af dyrets race, køn og alder. Jo ældre dyret er, jo mere sejt er kødet. Oksekød er mere mørkt end kalvekød og kan være mere sejt end kalvekød.

Opbevaring

Kød bør opbevares i køleskabet. Vakuumpakning og pakning i forseglet plastikbakke forlænger kødets holdbarhed. Vent derfor med at bryde emballagen til lige før brug. Kød egner sig godt til frysning. Kød med højt fedtindhold har kortere holdbarhed end magert kød. Kød i forseglet plastikbakke bør pakkes om inden frysning, da emballagen ikke egner sig til frysning.