Skip to the content

rygeost

Ernæring

Du finder rygeost i midten af madpyramiden sammen med mejeriprodukterne. Rygeost har et højt indhold af protein, som er byggesten til dine muskler og væv og som gør din krop mæt. Nogle typer rygeost har også et højt indhold af fedt, mens andre er magre varianter med kun lidt fedt. Fedtet i mejeriprodukter kan forbedre dit kolesteroltal. Rygeost er en kilde til flere af B-vitaminerne, som hjælper din krop med at omdanne måltidet til energi. Samtidig er rygeost en god kilde til mineralerne kalk, kalium og fosfor, som styrker dine knogler og dit blodomløb.

Anvendelse

Rygeost er en friskost, som er kendt for sin særprægede smag. Den er syrlig, røget og en ener blandt danske oste. Falder smagen ikke i god jord ved første mundfuld, fortjener den en chance mere. Smør rygeost naturel på brød. Eller bland den bløde rygeost med creme fraiche, græsk yoghurt, sødmælk eller fløde, så den bliver lind og cremet. Prøv sommersalat, også kaldet rygeostsalat, lavet på rygeost, creme fraiche, agurk, radiser og purløg. Smag til med salt og peber og nyd salaten på rugbrød - en fynsk og frisk sommerklassiker. Lad rygeost spille op til creme fraiche og kartofler i kartoffelsalaten. Eller sæt fut i dips og dressinger med rygeost. Laks og asparges tager også med glæde imod rygeostens syrlige og røgede smag.

Opbevaring

Rygeost bør opbevares i køleskabet i den købte emballage. Rygeost kan holde sig ca. 5-6 dage efter åbning. Husk altid at benytte en ren kniv når der tages af osten. Det er med til at forlænge holdbarheden. Du kan ikke fryse rygeost.