Kalium
Hvorfor er det vigtigt at få kalium?
Kalium er et vigtigt mineral for din krop. Det hjælper fx med at regulere din væskebalance i samarbejde med mineralet natrium.
Kalium spiller også en vigtig rolle for dit blodtryk, i dit nervesystem, og mineralet hjælper dine muskler og dit hjerte med at fungere.
Kalium bliver også brugt, når din krop skal lave proteiner.
Hvad skal jeg spise for at få kalium?
De fleste fødevarer indeholder kalium. Du finder især kalium i:
- kartofler med skræl
- frugter
- bær
- grøntsager
- edamamebønner
- tørret frugt
- nødder
- rodfrugter
- kål
- kød
- fisk og muslinger
- mælk og mælkeprodukter
................................................................................................................................................................................................
Kan jeg få for lidt kalium?
Ja, du kan godt få for lidt kalium.
I Danmark ser man dog meget sjældent mangel på kalium hos raske personer, fordi kalium findes i så mange forskellige helt almindelige fødevarer.
Problemet kan opstå i mild grad, hvis du får vanddrivende medicin, og ellers ser man mest mangelproblemer hos folk med nyresygdomme, med langvarige opkastninger og diarré, eller hvis du har en tarmsygdom.
Symptomer på mangel på kalium:
- træthed
- muskelsvaghed
- kramper i underbenene
- forstoppelse
- prikkende fornemmelser og følelsesløshed
- kvalme
- tørst
Kan jeg få for meget kalium?
Hvis du er er rask, kan du ikke spise dig til for meget kalium gennem helt almindelig mad.
Som udgangspunkt regulerer din krop selv kaliumbalancen. Hvis der er for meget kalium i din krop, sender dine nyrer mineralet ud med urinen.
Hvis du tager kosttilskud, så tag aldrig mere end den anbefalede daglige dosis for en sikkerheds skyld.
Problemer med for højt indhold af kalium i kroppen ser vi mest hos personer med nedsat nyrefunktion, hos ældre og hos folk med nedsat hjertefunktion og sukkersyge.
Symptomerne på for meget kalium kan være:
- træthed
- nedsat muskelkraft
- tynd mave
- hjerterytmeforstyrrelser og hjertestop ved meget svær overdosering
................................................................................................................................................................................................