D-vitamin

D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin. Det vil sige, at det virker i kroppen, når du spiser det sammen med fedt og findes i fødevarer der indeholder fedt. Vitaminet bliver lagret i kroppens fedtdepoter. D-vitamin er faktisk et hormon og ikke et vitamin, fordi kroppen kan danne det selv.

Hvad er D-vitamin godt for?
D-vitamin er vigtigt for at kroppen kan optage mineralerne calcium og fosfor, for opbygning af knogler og tænder, og for musklerne.

Hvordan kan jeg få D-vitamin?
Du kan få D-vitamin, når du er ude i solen om sommeren. Når du er ude i solen, opbygger din krop et lager af D-vitamin, som den kan tære på i løbet af vinteren. Pas på, at du ikke bliver forbrændt, det er ikke sundt. Du kan også få D-vitamin fra nogle fødevarer, men det kan være meget svært at få dækket sit behov for D-vitamin gennem maden alene. D-vitaminet findes kun i meget få fødevarer, for eksempel torskelever, laks, ørred, ansjoser, sild, torskerogn og makrel. Fordi D-vitamin er fedtopløseligt og du ikke udskiller det med urinen, men opbygger et lager, behøver du ikke spise fødevarer med D-vitamin hver eneste dag.

Kan jeg få for lidt D-vitamin?
Mange danskere mangler D-vitamin. Husk derfor at spise fisk og kom ud i solen. Hvis du får for lidt D-vitamin kan dine muskler blive svage, og du kan få ondt i knoglerne og rundt omkring i kroppen. Du kan også føle dig træt. Hvis du får for lidt D-vitamin, optager kroppen mindre calcium og fosfor. Det kan give svage knogler og dermed osteoporose.

Kan jeg få for meget D-vitamin?
Hvis du tager et tilskud af D-vitamin, så tag kun den anbefalede mængde. Hvis du har taget for meget D-vitamin tilskud kan du få kvalme, opkast, hovedpine og forstoppelse. Det kan også give forstyrrelser i hjerterytmen.