Skip to the content

Tørret frugt

Tørret frugt ligger i midten af Madpyramiden, men øverst i det midterste lag. Indholdet af kalorier og frugtsukker er nemlig højere i tørret frugt end i friske og frosne frugter.

Tørret frugt indeholder 5-6 gange flere kalorier end frisk frugt

Tørret frugt indeholder næsten alle vitaminer og mineraler, blandt andet C-vitamin, E-vitamin og kalium. Samtidig indeholder tørret frugt kostfibre. Derfor er tørret frugt sundt for dit immunforsvar og din fordøjelse.

Tørret frugt har også et højt indhold af Indholdet af kalorier og frugtsukker. Kalorieindholdet er 5-6 gange større end i frisk frugt.

 

Hvor meget tørret frugt bør jeg spise?

Spis kun lidt tørret frugt, fx som drys på dine havregryn eller på en salat.

Omkring en spiseskefuld om dagen er passende. Det svarer til, at du søder dine havregryn med tørret frugt 5 gange om ugen.

Vælg den type tørret frugt, du bedst kan lide. Det er fint at variere mellem forskellige slags.

Figner kan indeholde aflatoksiner, som bliver dannet af skimmelsvampe, men du kan godt spise figner og figenpålæg i små mængder. Det vigtigste er, at du spiser varieret. 

Hvor mange rosiner må børn spise?

Små børn under 3 år må ikke spise mere end cirka 50 gram rosiner om ugen, fordi rosiner kan have et højt indhold af svampegiften ochratoksin A. Svampegiften stammer fra skimmelsvampe og er kræftfremkaldende.

Det betyder ikke noget, hvis børn spiser mange rosiner én dag og ingen de næste dage. Det er mængden over en længere periode, som betyder noget.

................................................................................................................................................................................................

Er tørret frugt klimavenligt?

Klimaaftrykket fra tørret frugt varierer alt efter, hvilken type frugt der er tale om. Dadler har for eksempel et klimaaftryk på omkring 3-4 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*. Andre tørrede frugter har et klimaaftryk på omkring 1 kilo CO2-ækvivalenter pr. kg råvare.

Klimaaftrykket for de fleste typer af tørret frugt er derfor lille, og da du kun bør spise mindre mængder af tørret frugt, kan det fint være en del af en klimavenlig kost.

*Henrik Saxe, 2019. LCA-beregner.

 

................................................................................................................................................................................................

Læs mere